main
product
information
contact
main
main
main
CO{-2}-løgnen
Af Ove Nielsen, gartneriejer, Ny Vestergade 74, Allested,
Broby
I DEN udmærkede leder i JP 3/2, der kommenterer
FN-klimapanelets rapport, noteres, at mængden af CO{-2}
stadig er på et meget lavt niveau, og at visse personer
overfortolker betydningen af udledningen af den
menneskeskabte CO{-2}.

Efter min mening er det fuldstændig vanvittigt, at visse
politikere med god samvittighed kan tillade sig at postulere,
at halvdelen af den globale opvarmning skyldes stigningen i
atmosfærens CO{-2}-indhold.
CO{-2} har altid været en naturlig del af den atmosfæriske
luft. CO{-2} er lige så vigtig for alt grønt, der vokser på
landjorden og i havet, som ilt er for mennesker og dyr.
Planternes grønkorn spalter CO{-2} til kulstof og ilt.
Kulstof er en meget vigtig del af planters opbygning, og ilt
udskilles til den omgivende luft.

Ingen betydning

Den atmosfæriske luft indeholder hovedagelig 80 pct.
kvælstof, knap 20 pct. ilt og 0,04 pct. CO{-2}.

For mellem 100 og 120 millioner år siden var der meget
mere CO{-2} i atmosfæren, ca. 20 pct., og temperaturen
var 5-10 grader højere end i dag.

Derfor er det helt usandsynligt, at en stigning af
CO{-2}-indholdet i atmosfæren de sidste 100 år fra 0,034
pct. til 0,038 pct. har haft den betydning for den globale
opvarmning, som flere danske politikere fremfører.

Den globale opvarmning er der, men stigningen af
CO{-2}-indholdet i luften har allerhøjest hævet den globale
temperatur med 0,002 grad de sidste 100 år.

Klimaforskere påstår, at halvdelen af temperaturstigningen
på kloden skyldes den stigende udledning af CO{-2}. Dette
er direkte usandt. CO{-2}-udledningen har en meget,
meget lille indflydelse på den globale opvarmning,
sandsynligvis slet ingen.



Læserbrev: Klimaforskere
hysteriske kællinger
11-02-2007 07:12

Hvis jeg kunne trylle og afskaffe de menneskeskabte
drivhusgasser i vores atmosfære bare ved, at sige "Hokus
Pokus Filihankat", ville det såmænd ikke hjælpe meget på
temperaturstigningerne (værste scenario 7,5-8 grader
Celsius) inden år 2100.

Det der normalt forstår ved drivhusgasser er kuldioxid
(CO2), metan og sumpgas (CH4), lattergas (N2O), ozon
(03) og Cfc-gasser (halocarbonater) og sidst, men ikke
mindst, almindelig vanddamp (H2O) som udgør 98 % af
samtlige drivhusgasser i atmosfæren.

De menneskeskabte drivhusgasser udgør mindre end 1 %
af den samlede mængde drivhusgasser i atmosfæren, så en
reduktion på 1 % (samtlige menneskeskabte
drivhusgasser) ville blot sænke temperaturen tilsvarende,
nemlig 1 %.

Så i stedet for en temperaturstigning på 8,0 grader celsius
i år 2100 ville resultatet blive 7,92 grader celsius. Det
betyder, at de menneskeskabte drivhusgasser der er skyld
i 0,08 grad celsius af den forudsagte temperaturstigning.

Vanddampe er den helt store synder i dette spil, men da
jordens overflade består af 70 % vand er det en temmelig
umulig opgave, at begynde at bekæmpe fordampning fra
overfladen, søer og landbrugsjord m.v.

Den sidste lille istid sluttede i 1850'erne og
varmeudviklingen er steget støt og regelmæssigt siden,
ingen havde vel forventet at "Den lille istid" blev erstattet
med en ny kuldeperiode. Det kan simpelthen ikke skyldes
CO2, men CO2 har i det 20. århundrede været
medvirkende til temperaturstigningen, ingen tvivl om det.
Men at give CO2 skylden for, at "Kloden har Feber" er en
stærk overdrivelse og helt ude af trit med virkeligheden.

Mit bedste personlige gæt er "Den ustoppelige 1500 års
cyklus" af kolde og varmere periode på ca. 1500 år (+/-
nogle få hundrede år). Hvis min antagelse er rigtig vil
temperaturen stige støt og roligt indtil ca. år 2600,
derefter bliver det langsomt koldere indtil ca. år 3300,
hvor temperaturen vil ende på et niveau der lignede
temperaturen omkring 1850'erne, derefter kommer der en
tilsvarende 1500 års periode med lavere temperaturer.

Døden skal jo altid have en årsag, og CO2 er udnævnt som
den væsentligste årsag. Måske er sandheden i
virkeligheden, at de førende politikere ikke tø'r at fortælle
befolkningerne sandheden om den globale opvarmning, de
frygter simpelthen for den demografiske effekt (Store
folkevandringer på tværs af alle landegrænser)

Alverdens klimaeksperter, politikere og andre skeptikere er
gået fuldstændigt amok på baggrund at det korte resume
for 'policymakers', 'opinionsdannere' og den samlede
verdenspresse, som blev udgivet af IPCC den 2/2 2007.
Selve rapporten kommer først til sommerferien 2007. Så
uanset hvad der står i rapporten, den endelige konklusion
om klodens tilstand, er det allerede et fastslået faktum og
legaliseret af pressen, policymakers og opinionsdannere.

CO2'en får skylden for den globale opvarmning og det er
dig, dine børn, børnebørn og oldebørn og tipoldebørn der
skal betale regningen for IPCC's fejltagelser. Den globale
opvarmning kan ikke stoppes med menneskelige,
mekaniske, kemiske eller økonomiske midler.

Med venlig hilsen
S.E. Hendriksen
Kangerlussuaq


CO2 - fup eller fakta?

Når en ting bliver postuleret tilstrækkeligt mange gange, bliver den som bekendt ofte til en kendsgerning.




I dag påstås det - uden omsvøb - at årsagen til klodens stigende temperatur
er en forøget drivhuseffekt, som hovesageligt er baseret på menneskeskabte drivhusgasser, især CO2.

Debatten, som efter min mening er mere politisk end videnskabelig, får for tiden en massiv mediedækning.
Om disse naturfænomener er meneskeskabte eller naturlige, skal jeg ikke gøre mig klog på,
men det synes som om postualtet,
"den stigende temperatur er menneskeskabt og skyldes CO2- forurening”,
ikke mere er til diskussion.

Sådan er det bare!

Det er et postulat, som efter min vurdering skal tages med et meget stort gran salt.
Formålet med denne side er at samle information om CO2 og indvirkningen på den
globale opvarmning for at de, der ønsker det, kan sætte sig ind i problematikken, skaffe
sig viden, være med i debatten og eventuelt påvirke, - ikke naturens gang - men de
politiske kræfter, så ikke blot særinteresser, men almenvellet tilgodeses.
eller?
eller?
Uberettiget klimaalarm

Af David Gress, historiker, ph.d., Vestre Ringgade 120,
Århus C
Det er ikke rigtigt, at det i det nye resumé om klima-
ændringerne hævdes, at opvarmningen med 90 pct.s
sikkerhed skyldes menneskelig aktivitet.

MEDIER i hele verden er gået totalt i selvsving over det
netop udsendte resumé af 2007-udgaven af FNs
internationale klimaforskningspanel IPCCs rapport om
klimaændringer.
Resuméet af rapporten siges at påstå, at det nu er 90 pct.
sikkert, at global opvarmning skyldes menneskelig aktivitet,
og at de gennemsnitlige temperaturer vil stige mellem
1,5-5,8 grader.

IPCCs rapporter udkommer under stigende
mediebevågenhed for hver gang, de opdateres. Samtidig
hedder det sig, at resuméerne ved hver opdatering har
forstærket sproget.

Det er imidlertid ikke rigtigt, at det nye resumé hævder, at
opvarmningen med 90 pct.s sikkerhed skyldes menneskelig
aktivitet. Sproget er faktisk forsigtigt, og det vil være
endnu mere forsigtigt, når den egentlige 5.000 siders
rapport foreligger om nogle måneder.

Det er misvisende at skrive, som mange har gjort, at
resumeet og den bagvedliggende rapport bygger på 2.500
klimatologers arbejde i seks år på at fremskaffe den bedst
tænkelige viden. Den formulering tyder på en vis naivitet i
forhold til, hvordan angivelig videnskabelig enighed opstår,
især når den enighed sker på et område af kolossal politisk
og økonomisk betydning.

IPCC-resuméerne, hvorpå politikere støtter deres tro på, at
opvarmningen er menneskeskabt og derved kan
kompenseres ved politiske tiltag, fremhæver resultater, der
kan bruges til at fremme det formål, som IPCCs
politiserende ledelse i forvejen har ønsket, nemlig
resultater, der kan bruges til at øge CO{-2}-afgifter og især
til at redde den skrantende Kyoto-protokol.

Undersøgelser, der peger i andre retninger, bliver ikke
fremhævet i resumeerne, som er det eneste, politikere og
mediefolk læser.

Uholdbare påstande
Det er nødvendigt at sondre mellem to påstande.

Den ene er, at opvarmningen hovedsageligt er
menneskeskabt. Den anden er, at opvarmningen vil få
katastrofale følger, og at kun ved politiske og økonomiske
indgreb kan disse følger mildnes.

Ingen af påstandene holder.

IPCC-rapporterne har altid underspillet andre mulige
forklaringer på den opvarmning, der vitterligt har fundet
sted, især i årtierne 1940-1970, for eksempel variationer i
solens stråling eller andre langtidsvirksomme dynamikker i
klimaet, som vi simpelt hen ikke ved nok om, da klimaet
måske er det mest uforudsigelige og komplekse system, vi
kender i naturen.

Artiklen bruger gletsjerne som eksempel på, at
opvarmningen smelter is, som derved får vandstand og
luftfugtighed til at øges. Det er imidlertid afslørende, at
grafen henviser til 30 gletsjere, der er blevet mindre siden
1980. Men der findes i verden ca. 160.000 gletsjere, hvoraf
langt de fleste aldrig er besøgt af noget menneske. Der er
intet belæg for at slutte fra de 30, man har målt, til de
159.970, man ikke har målt.

Tykkere iskappe
Der er tværtimod en del belæg for at slutte, at iskappen
såvel på Antarktis, der omfatter 90 pct. af alt ferskvand på
Jorden, som på Grønland faktisk er blevet tykkere siden
1980. Sydgrønland havde i 1930erne temperaturer mindst
på højde med de nuværende. Gletsjerne (jøklerne) på
Island, Europas største, er også blevet større de seneste
30 år.

Der er heller intet belæg for at slutte, at opvarmning vil føre
til stigende vandstand. På en række øer i Det indiske Ocean
og Stillehavet har man ikke målt nogen vandstandsstigning
de seneste 100 år.

Den kan selvfølgelig forekomme i fremtiden, men det er ikke
særligt sandsynligt, selv om temperaturerne skulle stige.
Hvad de i øvrigt ikke gør globalt; de er faldende i store dele
af Antarktis.

Ishavet var sejlbart indtil omkring 1400. Det isfri Ishav
dengang medførte ikke, at vandstanden f.eks. omkring
Danmark var højere end i dag. Selv om Ishavet igen skulle
smelte, er det ingen grund til at frygte oversvømmelser.

Hvis endelig FN, der ikke i andre forbindelser er særligt
troværdig, skulle have ret i, at menneskelig aktivitet er
skyld i noget af opvarmningen, er det i hvert fald ikke med
den dyre og virkningsløse Kyoto-protokol, at eventuelle
skader kan afbødes.

Den eneste grund til, at politikerne kan lide Kyoto, er, at
den giver dem magtmidler og gode argumenter for at
indkræve ressourcer.

Udbredt uenighed
Hvis opvarmningen på grund af menneskeskabt
CO{-2}-udslip virkelig var et problem, man tog alvorligt,
ville man som finnerne, svenskerne og franskmændene
bygge atomkraftværker.

Det passer slutteligt heller ikke, at den videnskabelige
debat om årsagerne til klimaets forandringer er afsluttet.
Mange deler ikke IPCC-forfatternes tyrkertro på, at det er
menneskelige aktiviteter, der er vigtigst.

De alvorlige urimeligheder i tesen om menneskeskabt
opvarmning er sammenfattet af Christopher Monckton i
Sunday Telegraph 5/11 og 12/11 2006.

En mere udførligt dokumenteret redegørelse for, hvorfor
det, alle mener at vide om opvarmningen, formentlig er
forkert, er fire kritiske klimatologers gennemgang af de
vigtigste IPCC-påstande om opvarmning,
vandstandsstigning og smeltende gletsjere i bogen
Shattered Consensus, udgivet af tænketanken Marshall
Institute, www.marshall.org.



Kronik:
De vantro har det svært i klimadebatten
JP 22 marts 2007
Af Ole T. Krogsgaard, direktør, Gentofte

For nylig hørte jeg miljøminister Connie Hedegaard udtale, at
hun nu er overbevist om, at menneskeskabt drivhuseffekt er
en realitet, at den er en alvorlig global risiko, og at vi må
overbevise verden om, at det er sandheden.

Hun kan støtte sit budskab på den seneste IPCC-rapport,
som med sine 1.600 sider kan forekomme at veje endnu
tungere end Nicholas Sterns rapport på kun 700 sider og
mange rapporter med færre sider, men med samme budskab.
IPCC nævner det store antal medvirkende i udarbejdelsen af
den store rapport: 450 forfattere, 800 bidragydere og 2.500
eksperter til kritisk gennemgang af det omfangsrige
materiale.

Ross McKitrick, professor ved Guelph University i Canada, er
en af de 2.500 eksperter, som har vurderet hver sin lille del
af rapporten. Han skriver i Newsweek 12/2, at det er en
fejltagelse at tro, at de alle er enige i rapportens
sammenfatning og dens hovedvurdering, som er, at
»størstedelen af den betragtede stigning af de globale
gennemsnitlige temperaturer siden det 20. århundredes
midte meget sandsynligt skyldes menneskeskabte
drivhusgasmængder«.

Han siger, at mange er uenige i konklusionen eller den
påståede sandsynlighed, »men vi blev aldrig spurgt«. Han
skriver, at vi ikke må begå den fejl at lade dens glansbillede
bagatellisere klimaforandringernes komplicerede og usikre
beskaffenhed, og at hvis der var tale om meget enkle
sandheder, ville man ikke have brug for 3.700 eksperter til at
udarbejde rapporten. Han kalder det et paradoks, at nogle af
de stærkeste påstande om videnskabelig enighed bliver
fremsat om et emne, hvorom der hersker den dybeste
intellektuelle uenighed og usikkerhed.

McKitrick beskriver det problematiske i at bruge
computermodeller til at beregne, hvordan de utallige
processer, som påvirker klimaet, måske vil forløbe over en
(længere) periode. Han nævner herom, at IPCC-rapporten
forklarer mange vigtige begrænsninger i disse modellers
pålidelighed, hvorimod sammenfatningen ignorerer dem. Han
tilføjer, at det på en række felter heller ikke lykkes selve
rapporten at opnå balance og nævner en række eksempler.

Han slutter med at sige, at lederne af IPCC har deres
opfattelse. Han opfordrer til at betragte deres rapport som
en anklagers sag og siger, at denne gang har anklageren
måske ret, og måske ikke. Det, siger han, er årsagen til, at
vi har brug for også at høre forsvareren.

I Jyllands-Posten 4/3 siger Haldor Topsøe, som har skabt en
førende dansk virksomhed inden for miljøteknologi, at de
politiske meldinger på miljøområdet fra Bush, Blair og danske
ministre klinger hult. Han stiller spørgsmålet: »Hvordan kan
man diskutere noget, der ikke er kortlagt, og som der dårligt
nok er videnskabelig dokumentation for?«.

Haldor Topsøe er vist klog nok til at kende svaret, at jo
svagere dokumentationen er, desto mere kan der siges. Hvis
der var en klar sandhed, var der ikke brug for 1.600 sider og
3.700 eksperter til at fortælle den.

Haldor Topsøe er så politisk ukorrekt, at han siger, at
mangelen på videnskabeligt grundlag, populistiske politikere
og et FN-organ uden magt gør klimadebatten dårligt
funderet.

Når det er politisk korrekt at sige, at man tror på
menneskeskabt opvarmning, og når denne tro har mange og
magtfulde tilhængere, er der ikke plads til seriøs debat. Så
betragtes tvivlere og forskere, som ser solens aktivitet som
en vigtig forklaring, som kættere og behandles derefter.
Klimadebatten præges af ubestemte sandsynligheder og ikke
kendsgerninger. Spådomme om fremtidens klima er usikre,
ikke alene for den nærmeste måned, men også for de næste
100 år.

Det er let at demonstrere den rette tro, når man kan
nøjes med at sige, at man tror. De vantro har det
svært, når flertallet har fundet sandheden. Politikere vil
ikke risikere at fremtræde, som om de er imod miljø, og
positive ord koster intet. Derimod er der mange penge i
CO{-2} . Staten får store indtægter fra miljøskatter, og
nationen, industrien, forskere, tilskudsmodtagere og
andre har økonomisk interesse i frygten for opvarmning
og de dermed forbundne indtægter.

Flere af verdens ledende og mindre ledende politikere har
valgt at betragte fremtidens klima som klodens
altoverskyggende problem. Det er ikke tilfældigt, at Blair
søger at gøre klimaet til en vigtig missionsmark med et
budskab, som kan bortlede opmærksomheden fra prekære
politiske spørgsmål. Bush og mange andre bekender sig også
som klimabeskyttere. Det er forståeligt, for det er
uforpligtende, i modsætning til andre politiske budskaber kan
det ikke modbevises eller vække negative følelser, og det
skaber indtryk af en omsorgsfuld indstilling.

Al Gore markedsfører sig selv med skrækvisioner af byer
oversvømmet af mange meters havvandsstigning. Den store
IPCC-rapport forventer en mere moderat stigning på mellem
12,7 og 58 centimeter frem til 2100. Gores film har givet
personlig profilering med mange indslag, som viser stort bifald
til hans udtalelser, den har høstet stor ros fra tilhængere af
hans opfattelse, den giver penge og Oscars for det kreative
indtryk. Katastrofer er godt nyhedsstof, advarslerne ser ud
som omsorg for nye generationer, og agitationen virker efter
sin hensigt.

Hvordan er det lykkedes at gøre troen på teorien om
menneskeskabt opvarmning til et så stort modefænomen, at
det overskygger mange af menneskehedens alvorlige
problemer?

Vi har alle hele tiden vidst, at vi har et uforsvarligt
overforbrug af vore knappe ressourcer af olie, gas og kul, at
vi afbrænder regnskov i uformindsket tempo og angriber
bæredygtigheden i mange naturgivne værdier, at vi forurener
byer med røg og møg og lader milliarder af mennesker leve
under elendige miljøforhold, at vi fører krige uden
miljøbeskyttelse, at vi i det hele taget misbruger kloden på
mange områder og - som den måske fundamentale
katastrofe - at vi formerer os på det grusomste. I 1900 var
der 1,5 mia. mennesker på kloden, om et par år er vi 7 mia.
med fortsat kraftig vækst. I min levetid er vi blevet tre
gange så mange mennesker.

I 2050 passerer vi 10 mia., i 2100 mellem 13 og 15 mia., hvis
ikke vort reproduktionstempo ændres markant. Den fattige
del af verden har voldsom vækst. Jo flere vi er, desto større
er de menneskeskabte farer. Men der er langt fra at se en
fare til at afværge den. Det er svært at få fattige folk til at
holde op med at få børn, og Vorherre beskyldes for at afvise
prævention.

I de sidste 50 år har der lydt advarsler mod de mange dybt
alvorlige trusler mod nutidens og fremtidens mennesker. Det
har ikke hjulpet meget. Nu har så tusindvis af kloge folk
arbejdet med drivhusteori og også fundet ud af, at
overforbruget af olie, gas og kul er en alvorlig sag for
fremtiden. Det er mildest talt ingen nyhed, og der er stadig
stor uenighed om, hvor hurtigt og hvor meget det vil skade
livsvilkårene for de fremtidige generationer.

Jeg husker, hvor meget anderledes det var i 1970erne. Bert
Bolin havde fremsat sin teori om, at CO{-2} forårsager
opvarmning af atmosfæren. Dengang havde han ikke mange
tilhængere, idet den globale temperatur var faldet fra 1935
til 1975. Forskere talte om, at vi var på vej til en ny istid.
Der havde tidligere været frygt for global opvarmning, efter
at der var beregnet en temperaturstigning på 0,5 grader fra
1910 til 1920 (århundredets stigning var 0,7 grader). Da der
igen kom en stigningsperiode, fik han flere tilhængere, og i
1988 blev han leder af IPCC.

De seneste 10 år har opvist en lige så stor
temperaturstigning som perioden 1910 til 1920. Hidtil har
stigning og fald altid afløst hinanden, og næste
afkølingsperiode kan ikke forventes før 2015. Men naturligvis
kan ingen vide, om afkølingen 1935 til 1975 var historiens
sidste.

Talen om CO{-2} har ikke ført til en forbedret global tilstand.
Det har længe været en udbredt opfattelse, at rovdriften på
naturen og ressourcerne skal bremses og afløses af
sparetiltag, bedre isolering, mindre biler og huse, miljøvenlig
energiproduktion, herunder atomkraft (bortset fra lande, som
afviser denne form for forbedret CO{-2} -regnskab), mere
vindkraft (hvor tro også hindrer en saglig debat) etc.
Inspireret af miljøidealister og miljølobbyister taler alle lande
om at bekæmpe CO{-2}-problemet. Men der er langt fra
pæne ord til synlig virkning.

Når vi taler om at gavne miljøet, sker det med argumenter
om at tjene penge på miljøeksport m.v. Miljøskatter
vedtages med større skæven til statens indtægter end til
miljøet der skal ændres meget, før biler med de mindst
forurenende forbrændingsmotorer fritages for afgift. Med
EU-direktivet om et marked for CO{-2}-kvoter udvandes
kravet om at reducere forbruget, idet køb af CO{-2}-kvoter
i nogen grad kan erstatte sænket forbrug. Det kan minde om
fortidens handel med afladsbreve, som sikrede betalende
sjæle nemmere passage gennem skærsilden.

Vi vil ikke opgive vort forbrug, for så får vi økonomisk krise,
og Statens indtægter falder. Vi kan ikke hindre Kina, Indien,
Brasilien etc. i at udvikle sig. Vi har opgivet at bekæmpe
truslen om overbefolkning med al dens nød, elendighed og
risici. Mange globale problemer er så alvorlige, at det virker
uoverkommeligt at ændre udviklingen. Så er det nemmere at
tale om menneskeskabt global opvarmning og vand, som
måske stiger en halv meter de næste 100 år.

Nu har EU-landene indgået en klimaaftale, oven i købet en
såkaldt bindende aftale, men i praksis er der intet, som gør
den bindende. For nogle år siden var der en bindende aftale,
som skulle holde staternes underskud inden for en fast
procent af statsbudgettet, men den blev fraveget af de
lande, som ikke formåede at efterleve aftalen. Det samme vil
ske her.

I Danmark roser vi os af vor vindkraftproduktion på 25.000
TJ eller 4 pct. af energiforbruget på 650.000 TJ. I perioder er
den så stor i forhold til forbruget, at den er værdiløs og i
ekstreme tilfælde nødvendiggør standsning af vindmøller. Til
gengæld er der ikke det konverteringstab, som sker på de
centrale el- og varmeproducerende anlæg, så 4 pct. er et
realistisk tal. Vindkraft løser derfor kun lidt i vort
CO{-2}-regnskab, og med større kapacitet bliver spildet
endnu større.

Teorien om menneskeskabt drivhuseffekt kræver ingen
handling, som der ikke har været et alvorligt behov for af for
længst kendte årsager. Selv om næsten alle har
samvittigheden i orden som Kyoto-underskrivere, vokser den
globale CO2-emission fortsat. Handling her og nu? Det bliver
nok mest noget med miljøbeskatning, energispareråd, handel
med CO{-2}-kvoter og offentlige tilskud til forskning og
udvikling. Og mere global varm luft i de mange ord.

CO2 - Global opvarmning - Global Warming
Hvis man f.eks. bygger en vindmølle i Kina, kan man, efter at
være blevet godkendt af de kinesiske myndigheder og FN, få
udstedt nye "pengesedler" for den mængde CO2, man har
undladt at udlede. Disse "pengesedler" kan man vælge at
sælge på markedet til dagsprisen eller lægge dem i
pengeskabet og sælge dem senere, hvor prisen måske er
højere,« forklarer Jørgen Fenham.

Prisen vil stige
I dag har både 1 CER og 1 ERU en værdi på omkring 10 euro
(75 kr.). Men mange regner med, at prisen vil stige efter
2012, hvor en ny Kyoto-aftale – måske – vil træde i kraft med
krav om endnu større reduktioner i udledningerne.

Hele grundlaget for den nye milliardforretning er klimaaftalen
fra Kyoto. Ifølge aftalen, der skal reducere de rige landes
udledning af drivhusgasser med 5,2 pct. fra 1990 til 2012, kan
landene i stor stil handle med udledningen af drivhusgasser.

Det, der især får industrien til at vokse så enormt, er den
omfattende kontrol af de mange klimaprojekter. For som
Jørgen Fenham siger, »man skal være helt sikre på, at
udledningen så også bliver reduceret, før FN udsteder de nye
"pengesedler".«

De nye klimakøbmænd kan også handle med CO2-kvoter fra
Rusland eller Ukraine, kvoter som kritikere betegner som varm
luft, fordi de er opstået, efter at de to tidligere sovjetlande
har fået tildelt langt større udledningskvoter, end de har brug
for. Derfor mener man ikke, at sådan en kvote reducerer
nogen udledning overhovedet.

Endelig kan man handle med udledningskvoter internt i de
lande, der har forpligtet sig til at reducere deres udslip af
drivhusgasser. Dette marked er ifølge Jørgen Fenham
formentlig det allerstørste. Han er ikke i tvivl om, at
klimaforretningen vil blive endnu større meget hurtigt.

»Frem til 2012 har industrilandene forpligtet sig til at reducere
deres udledning med 5,2 pct. Hvis vi i 2020 skal have
reduceret udledningerne med 40 pct., vil markedet vokse
voldsomt.«


FN'S KLIMAPANEL (IPCC) har for nylig udsendt en ny
rapport, en såkaldt synteserapport.
Nu er man nemlig færdig med det analytiske, idet man, i
mangel af videnskabelige beviser, ved intern afstemning har
vedtaget, at menneskers udledning af kuldioxid er
hovedårsag til alverdens nutidige og fremtidige katastrofer -
»end of discussion,« siger Al Gore.
Forskere, som ikke er enige, bliver mobbet ud af det gode
selskab.
Herved åbnes uanede muligheder
Denne nye metode i forskning åbner uanede muligheder for
videnskaben - man samler blot et passende antal forskere af
forskellig art, som derefter ved simpel afstemning finder
løsningen på problemet


Hvis man vil være helt sikker på resultatet, bør man dog sørge
for, at de pågældende forskere har direkte eller indirekte
økonomisk interesse i det ønskede resultat.

I sammenhæng med IPCC nævnes det altid, at dette organ
bakkes op af mere end 2.500 uafhængige forskere. Det drejer sig
her om gynækologer, advokater, psykologer, hudlæger,
landskabsarkitekter, filosoffer etc. og, ikke at forglemme, helt op
til fem-seks klimaforskere.

De fleste af disse mange personer har måske ikke så meget
forstand på klima og kuldioxid, men de har da fattet, at det er
klogt at have de "rigtige" meninger, hvis man vil frem i verden.
"En lille løgn vil ingen tro på, men en stor løgn der gentages stædigt og
hyppigt vil hen ad vejen trænge dybt ind i de uinformerede massers sind."


Revolutionerende videnskabelig metode
Af Petter Mathisen
Offentliggjort 14.12.07 kl. 03:00
Her findes måske noget af forklaringen på, hvorfor man stædigt fastholder at
drivhuseffekten er menneskeskabt.
Klimaet er en milliardforretning
Af LARS FROM
Offentliggjort 12.12.07 kl. 21:20
10.000-20.000 mennesker lever af at handle med
CO2-kvoter. Branchen vokser eksplosivt.

Mange mennesker aner ikke, hvad en CO2-kvote er, og
slet ikke, hvordan man kan handle med den – og tjene
rigtigt mange penge på det.

Men i slipstrømmen på Kyoto-aftalen er der opstået en
gigantisk klimaindustri for konsulenter, projektmagere,
bankfolk, børsspekulanter og forsikringsagenter. Et
marked, der ifølge seniorforsker Jørgen Fenham fra
FN’s Miljøprogram, UNEP, på Risø, vokser eksplosivt.

»Lige nu vil jeg vurdere, at markedet har en samlet
værdi af omkring 375 mia. kr. frem til 2012, og at der
er beskæftiget mellem 10.000 og 20.000 mennesker,«
siger Jørgen Fenham, der som UNEP-rådgiver har været
med til at opbygge markedet i Sydamerika og er i fuld
gang med at gøre det samme i Afrika. Han bliver
desuden jævnligt kontaktet af store banker fra bl.a.
London, der vil ind på markedet for køb og salg af
CO2-kvoter.

Men ikke nok med, at der tjenes milliarder af kroner på
at handle med retten til at udlede de drivhusgasser,
som klimaforskerne siger, truer vores klima.

Der er også udviklet særlige klimapenge, der nærmest
er at betragte som gangbar mønt.

1 CER – eller certified emission reduction – er retten til
at udlede et ton CO2, når man handler med projekter,
der skal formindske udledningen af drivhusgasser i
ulandene.

1 ERU – eller emission reduction unit – er retten til at
udlede et ton CO2, når man handler med klimaprojekter
i Østeuropa.
eller?
Bombe i dansk klimadebat
Af SYBILLE HILDEBRANDT, videnskab.dk
Offentliggjort 12.01.09 kl. 11:58
Ny dansk forskning viser, at klimaet påvirkes af Jordens
magnetfelt. Resultatet kan ifølge forskerne kun forklares
med kontroversiel klimamodel, som nedtoner CO2's
betydning for den globale opvarmning
Jordens magnetfelt har en betydelig indvirkning på klimaet.
Det viser et nyt studium, som to geofysikere fra Geocenter
Danmark netop har gennemført.
Ved at sammenligne en model for Jordens forhistoriske
magnetfelt med klimadata fra stalagmitter i drypstenshuler
i Kina og Oman har forskerne afsløret, at nedbørsmængden
i troperne er blevet påvirket af ændringer i Jordens
magnetfelt gennem de sidste 5.000 år.
Resultatet kaster en bombe ned i den nuværende
klimadebat, for den understøtter en kontroversiel teori om,
at klimaet i høj grad styres af den kosmiske stråling, der
strømmer ind i Jordens atmosfære fra rummet.
Ældre teori
Teorien blev fremsat af fysiker Henrik Svensmark fra DTU
Space for omkring ti år siden, hvor den mildest talt satte
de kloge klimahoveder i kog. Nu blusser kampen op igen,
hvor de to danske geofysikere med udgangspunkt i en
anden type data finder frem til, at der er en forbindelse
mellem kosmisk stråling og klimaet, sådan som Henrik
Svensmark beskrev det.
"Vores resultater viser en stærk korrelation mellem styrken
af Jordens magnetfelt og nedbørsmængden i troperne. Den
eneste måde, vi kan forklare den sammenhæng på, er ved
hjælp af de selvsamme fysiske mekanismer, som optræder i
Henrik Svensmarks teori," siger geofysiker Mads Faurschou
Knudsen fra Geologisk Institut, Aarhus Universitet, der er
den ene forsker i projektet.
Det synspunkt bakkes op af geofysiker Peter Riisager fra
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og
Grønland (GEUS), der er den anden part i projektet.
"Vi har ingen aktie i klimadebatten. Vores studie startede
nærmest ved et tilfælde, og nu står vi så med et resultat
der har overrasket alle, inklusiv os selv. Hvis andre
forskere er enige i vores analyse betyder det at politikere
og klimaforskere bliver nødt til at tage Henrik Svensmarks
teorier mere alvorligt," siger han.
Mange farver i klimapaletten
De to forskere anerkender at kuldioxid spiller en særdeles
vigtig rolle for klimaet. Men klimaet er et utroligt komplekst
system, hvor der er rigtigt mange parametre i spil, som
man endnu ikke har det fulde overblik over.
"FN's klimapanel har efter vores vurdering i for høj grad
baseret deres konklusioner på såkaldte numeriske
klimamodeller, og det er farligt hvis modellerne er
utilstrækkelige. Vores opfattelse er, at man ikke alene kan
besvare dette spørgsmål ud fra den korte periode med
historiske klimamålinger, der er indsamlet igennem de
sidste cirka 150 år, men at man også må gå længere
tilbage i tid og inddrage geologiske data, som vi har gjort,"
siger Peter Riisager.
Henrik Svensmark glæder sig over de nye resultater og
hilser dem velkommen.
"De nye resultater er spændende. Det er interessant at
undersøgelsen tyder på at Jordens magnetfelt spiller en
rolle for Jordens klima, og det er vigtigt at få det forstået
bedre. Deres resultater styrker de teorier, vi arbejder med,
som siger, at klimaet igennem tiderne er påvirket af
processer i rummet, især af partikelstrålingen, som i dette
tilfælde påvirkes af Jordens magnetfelt," siger han.
Professor i meteorologi Eigil Kaas fra Niels Bohr-instituttet
på Københavns Universitet er til gengæld ikke imponeret
over de resultater, som de to geofysikere lægger frem.
"Det er et interessant studium, men Mads Knudsen og
Peter Riisager overfortolker deres resultater. Næsten al
den variation i nedbøren over tid, som de to geofysikere
finder, kan forklares ved Jordens bane omkring Solen,"
siger han, hvorefter han på det skarpeste afviser, at de
nye resultater kan kobles til Henrik Svensmarks teori.
Brug for at arbejde sammen
"De to geofysikere siger, at et fald i magnetfeltet får flere
kosmiske partikler til at trænge ind i atmosfæren, så der
dannes flere skyer - og det skulle så give mere regn. Men
det er lige omvendt. Monsunen bliver svagere - ikke
kraftigere," siger han.
Den kritik ærgrer Mads Fauschou Knudsen og Peter Riisager
sig over:
"Der er flere studier, der har vist en sammenhæng mellem
den atmosfæriske koncentration af kosmiske partikler og
nedbør - hvilket altså er helt i overensstemmelse med
vores studium. Hvis ændringer i magnetfeltet, som foregår
helt uafhængigt af Jordens klima, kan forbindes med
ændringer i regnmængden, så kan det kun ske via
magnetfeltets afskærmning af den kosmiske stråling,"
pointerer han og påpeger, at det er forkert, at afvise
forklaringsmodellen, fordi den trækker på en kontroversiel
mekanisme, som er omdrejningspunktet for en ophedet
diskussion.
"Hvis vi hver især holder på hver vores, så kører
forskningen af sted i forskellige spor. Så bliver det
CO2-scenariet der vinder, fordi det er det, der er
konsensus for. Men virkeligheden er altså betydeligt mere
nuanceret end det. Vi har brug for at arbejde sammen på
tværs af fagområder og det kræver en åbenhed overfor
hinandens resultater. Det er klimadebatten bedst tjent
med."
Klimaminister Connie Hedegaard har ikke ønsket at
kommentere de nye forskningsresultater.